Parallelt med denne ”hovedsag” havde ejerforeningen som sikret under den af sælger- og bygherreselskaberne tegnede (lovpligtige) byggeskadeforsikring indgivet anmeldelse vedrørende de problemstillinger, der tillige udgjorde byggeskader iht. byggeskadeforsikringen.

I juni 2023 præciserede ejerforeningen anmeldelsen og udbad sig en stillingtagen, men byggeskadeforsikringsselskabet afstod imidlertid i al væsentlighed fra at skadebehandle, da man kort fortalt mente at ejerforeningen skulle færdigafvikle processen mod sælger- og bygherreselskabet, og herefter kunne komme tilbage med et eventuelt restkrav. Dog gik selskabet i dækning på en række brandsikkerhedsmæssige problemer, der i tilfælde af brand kunne blive fatale for beboerne, samt periodisk vandindtrængning i en enkelt lejlighed.

Ejerforeningen påberåbte sig sine rettigheder iht. den selvstændige forsikringsaftale, de relevante forarbejder til byggelovens kap. 4 A (om byggeskadeforsikringen), samt at den delvise skadebehandling i sig selv ikke gav mening. Dette svarede selskabet dog ikke på, hvorfor ejerforeningen efter behørig varsling i november 2023 foretog adcitation af selskabet til hovedsagen (sambehandling).

I konsekvens af u-dommen og de dømtes fallit, jf. ovenfor, måtte selskabet imidlertid sadle om, hvorfor man i den fortsættende retssag per marts 2024 skadebehandlede de udestående forhold for første gang. Ca. halvdelen af det anmeldte blev afvist, resten dækket, idet selskabet i al væsentlighed skadebehandlede ud fra en skønserklæring fra hovedsagen fra juli 2022, som var selskabet bekendt (procestilvarsling).

Retssagen faldt herefter i 3 dele. i) De afviste forhold levede videre som en forsikringsretlig dækningstvist, herunder sagens beløbsmæssige hovedproblemstilling; ejendommens pudsede facader. ii) De afdækkede forhold ønskede ejerforeningen erkenderdom for, primært da selskabet indenretligt ikke ville tage bekræftende til genmæle og samtidig påstod afvisning, givetvis for at forsøge at styre uden om sagsomkostningerne. iii) Endelig resterede ejerforeningens krav om betaling for mer-procesomkostninger ved en videreførelse af forsikringsafdækkede forhold i hovedsagen i tiden efter anmeldelsen til byggeskadeforsikringen. Såfremt selskabet var gået i dækning ifm. anmeldelsen, kunne ejerforeningen have frafaldet afdækkede forhold i hovedsagen, evt. ifm. regres-transporterklæring til selskabet, hvad selskabet var blevet tilbudt.

Ejerforeningen begærende supplerende syn og skøn, hvad blev en langstrakt affære, da selskabet bl.a. modsatte sig, at syn og skøn kunne fremmes som et supplerende syn og skøn i fortsættelse af hovedsagens syn og skøn. Ejerforeningen måtte forbi Østre Landsret, førend dette faldt på plads, jf. kendelsen optrykt som UfR 2024.4659.

I forlængelse af det supplerende syn og skøn skadebehandlede selskabet på ny og gik yderligere i dækning per februar 2025. Ejerforeningen frafaldt de forhold, hvor det supplerende syn og skøn var gået foreningen imod. Herudover havde selskabet, med mere end 2 års forsinkelse, fået gennemført det lovpligtige 5-årseftersyn, der gjorde at selskabet også per oktober 2024 måtte gå yderligere i dækning, herunder på en række nye forhold uden for retssagen.

Sagen nåede frem til en hovedforhandling, og i dommen af 4. april 2025 fik efterforeningen medhold i de 3 resterede forhold, hvor en afvisning var opretholdt, herunder facadeproblematikken. (Rettens prøvelse af ”trappen i opgangen”, del af påstand vii, er en fejl fra rettens side. Forholdet var eksplicit frafaldet fra sagsøgernes side.)

Dernæst afviste retten ejerforeningens påstande fsva. de afdækkede forhold, idet retten statuerede, at der efter dækningstilsagnet ikke længere forelå en retlig interesse i påstandenes prøvelse.

Endelig afviste retten ejerforeningens påstand vedrørende betaling for mer-procesomkostninger, idet påstanden blev fundet for uklar til at kunne indgå i en dom.

Retten tilkendte ejerforeningen fulde takstmæssige sagsomkostninger som vindende part, herunder sagsomkostninger for syn og skøn gennemført i den forudgående hovedsag samt for de afviste påstande vedrørende afdækkede forhold.

De 3 dækningsmæssige tvister er selvsagt konkrete, men er dog interessante i et bredere perspektiv, da så få optrykte afgørelse foreligger vedrørende byggeskadeforsikringens skadesbegreb. Det bemærkes at en del byggetekniske spørgsmål, f.eks. ”nedsat levetid”, ”virksom klimaskærm” m.v., der indgår i skadebegrebet, herunder byggeskadebekendtgørelsens eksempellister, er spørgsmål der kan belyses via syn og skøn, hvad også konkret hjalp sagsøgerne betydeligt.

I relation til rettens afvisning af ejerforeningens ønske om en erkenderdom fsva. afdækkede forhold, må det være forholdene på stævningstidspunktet, der er styrende. Selskabet afviste de pågældende forhold på stævningstidspunktet, og er efterfølgende gået i dækning som følge af ejerforeningen sagsførelse, herunder et syn og skøn, der i al væsentlighed gik selskabet imod. Herefter, når selskabet ikke indenretligt vil tage bekræftende til genmæle, og når henses til den almindelige brede sagsøger-adgang til at få erkenderdom, fremstår rettens afgørelse som forkert. Afgørelsen fik dog reelt ingen skadevirkning for ejerforeningen, da retten til trods for afvisningen tilkendte fulde sagsomkostninger. Sagsomkostningsmæssigt må dette også betragtes som en noget atypisk konstruktion.

Rettens præmisser vedrørende afvisning af ejerforeningens påstand om betaling af mer-procesomkostninger forekommer (også) af tvivlsom rigtighed. Allerede derved at ejerforeningen ikke ifm. hovedforhandlingen begærede påstanden præciseret, jf. præmisserne, taber dommen validitet. Dertil kommer, at et række dækningstvister udestod ifm. hovedforhandlingen, jf. ovenfor, således at mer-procesomkostninger i relation til forsikringsafdækkede forhold ikke lod sig opgøre endeligt, og hvorfor forholdets prøvelse som en anerkendelsespåstand ”alene” vedrørende grundlaget for en betaling (dækning under forsikringen, subsidiært culpa) må ligge indenfor det processuelt tilladelige.

Rettens omkostningsafgørelse i relation hoved-skønserklæringen fra den forudgående sag, der blev afsluttet ved u-dommen, er speciel. Under de særlige omstændigheder, hvor retten (ved en forglemmelse) ikke har medtaget udgiften i u-dommens omkostningsfastsættelse, hvor Østre Landsret har afgjort at syn og skøn hænger sammen på tværs af de sambehandlede BS-numre, og når skønserklæringen fra juli 2022 (også) var forsikringssagens måske vigtigste bevis, fremstår afgørelsen dog som korrekt.

Så vidt vides vil dommen ikke blive appelleret.

Sagen er for ejerforeningen forberedt og hovedforhandlet af advokat Lars Schreiner Hansen.